Stafetten: Terrariet Reptile Zoo skaber unikt anlæg for verdens største øgle

Terrariet Reptile Zoo skaber unikt anlæg for verdens største øgle

I stafetten fortæller DAZA’s medlemmer om forskningsresultater og arbejde med naturbevarelse. Denne gang har vi besøgt Terrariet – Reptile Zoo i Vissenbjerg, hvor arbejdet med verdens største øgle, komodovaranen, samler trådene mellem forskning, formidling og internationalt bevarelsesarbejde.

I mere end 50 år har Terrariet formidlet viden om krybdyr, padder og hvirvelløse dyr. I det kommende anlæg “Komodovaranernes Rige arbejder Terrariet på at skabe Europas mest naturtro miljø for arten. Målet er at styrke forståelsen for dens liv i naturen.

Hvilke dyr arbejder I med lige nu?

Lige nu er fokus rettet mod komodovaranen (Varanus komodoensis). I foråret rejste dyrepasser Jonas Caspersen og direktør Morten Jørgensen til Komodo i Indonesien for at indsamle data direkte i varanernes naturlige habitat. Under besøget målte Jonas blandt andet UV, temperatur og luftfugtighed for at kunne genskabe de naturlige forhold i det kommende anlæg. Det gør vi for at kunne højne dyrenes velfærd ved at sikre de abiotiske forhold i deres miljø.

Terrariets komodovaraner stammer fra Barcelona Zoo og blev klækket i 2012. Som en del af det europæiske avlsprogram (EEP) under EAZA, der administreres af en koordinator, overvåges populationenes genetiske variation. Det indebærer, at alle individer registreres med stamtavle og indgår i en koordineret avlsplan, der skal sikre genetisk variation og en sund, bæredygtig bestand på lang sigt.

Hvilket problem løser I med jeres forskning eller naturbevarelse?

På trods af sin imponerende størrelse og sit frygtindgydende ry er komodovaranen truet og arten er vurderet som sårbar af den internationale naturbevarelsesorganisation (IUCN). De er truet af krybskytteri, habitatødelæggelse og konflikter med mennesker, hvilket har reduceret bestandene, særligt uden for Komodo Nationalpark.

Terrariet støtter den indonesiske organisation Komodo Survival Program (KSP), der arbejder med forskning, overvågning og lokal formidling for at beskytte arten og dens levesteder, især på øen Flores, hvor komodovaranerne er mest udsatte.

Samtidig deltager Terrariet i et forskningsprojekt om avlsoptimering og sygdomsopsporing hos komodovaranhunner. Formålet er at reducere dødeligheden forårsaget af æggestokssygdomme og samtidig finde det optimale tidspunkt for parring. Vi ved, at den hyppigste dødsårsag hos hunner i zoologiske institutioner er ægbinding, hvor æggene ikke reabsorberes. Derfor undersøger man hunnerne med ultralyd for at følge udviklingen i folliklernes vækst. Undersøgelsen bruges også til at kunne beslutte, hvornår det bedste tidspunkt er at introducere han og hun for hinanden, i de institutioner hvor individerne ikke går sammen permanent.

Terrariet indsamler ligeledes fæcesprøver, som skal undersøges for hormoner, og der laves adfærdsobservationer, som alt sammen sammenholdes med resultaterne fra ultralydsscanningerne. For at sikre dyrenes velfærd har Terrariets hun gennemgået frivillig træning til at gå ind i undersøgelseskassen, så scanningerne kan udføres uden stress.

Hvordan formidler I jeres forskning og naturbevarelse?

Resultaterne fra feltarbejdet og forskningsprojekterne bliver en central del af formidlingen i “Komodovaranernes Rige”. Her kan gæsterne opleve, hvordan data fra Komodo er omsat til konkrete forhold i anlægget – fra lys og varme til lydbilleder og miljøberigelse.

Derudover formidler Terrariet projektet gennem undervisning, oplæg og sociale medier og opfordrer besøgende til at støtte bevarelsen. Donationer via MobilePay går til Terrariets bevarelsesprojekt, der både støtter KSP’s arbejde i Indonesien og Terrariets egen formidling og avlsindsats i Danmark.

 

Få nyheder fra DAZA direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.

Vil du læse mere?

4,3 mio. gæster i zoologiske haver og akvarier

Hvordan ved man, om en præriehund trives?​