Stafetten: Hvordan kan kunstig intelligens hjælpe os med at forstå dyrene bedre?

Stafetten: Hvordan kan kunstig intelligens hjælpe os med at forstå dyrene bedre?

I stafetten fortæller DAZA’s medlemmer om forskningsresultater og arbejde med naturbevarelse. Denne gang besøger vi Aalborg Zoo – en levende naturoplevelse, hvor viden og begejstring mødes. Med op mod en halv million besøgende hvert år formidler Aalborg Zoo fascinationen af dyr og natur, både i haven, gennem undervisning, rundvisninger og digitale medier. Aalborg Zoo arbejder aktivt for at inspirere til respekt for dyrene og støtte bevarelsen af truede arter og deres levesteder i naturen.

Kan kunstig intelligens hjælpe med at opdage ændringer i dyrenes adfærd – måske endda før vi selv ser dem? Det spørgsmål arbejder Aalborg Zoo med i samarbejde med studerende fra Aalborg Universitet. Her bruges AI og Machine Learning til at analysere videooptagelser af dyrene i deres anlæg. Systemet trænes til gradvist at genkende mønstre i dyrenes adfærd og kan gøre Aalborg Zoo opmærksom, hvis et dyr for eksempel bliver usædvanligt inaktivt.

Hvilke dyr har I fokus på lige nu?

Siden 2023 har flere projektgrupper fra biologistudiet på Aalborg Universitet arbejdet sammen med vores dyrefaglige personale om at udvikle og teste AI-baserede analyser af dyreadfærd.

Systemerne er allerede blevet afprøvet hos blandt andet rød panda, asiatisk dværgodder, japansk trane – og senest hos vores asiatiske løver, hvor projektet stadig er i gang. Her er undersøget det hvordan AI kan identificere bestemte adfærdsmønstre hos løverne (fx. hvile, bevægelse og social interaktion).

Data fra København Zoo og Odense Zoo indgår i analyserne, hvilket gør det muligt at sammenligne adfærd på tværs af forskellige anlæg og underarter.

Hvilket problem løser I med jeres forskning eller naturbevarelse?

Aalborg Zoo begyndte arbejdet med AI og Machine Learning tilbage i 2023. Siden da har vi gennemført studier hos blandt andet afrikanske elefanter, Borneo-orangutanger, kattalemurer, edderkopaber, dværgflodheste og tapirer.

De aktuelle studier bygger videre på erfaringen fra de tidligere studier, så vi hele tiden udvikler og bliver klogere på anvendelsen af teknologien, der blandt andet giver os mulighed for at:

  • følge dyrenes adfærd døgnet rundt
  • overvåge flere anlæg og arter samtidig
  • skabe mere objektive data om adfærd og trivsel
  • sammenligne effekten af for eksempel berigelse og ændringer i anlæg

Når modellerne registrerer ændringer i dyrenes aktivitetsniveau, kan systemet – hvis det er trænet til det – gøre os opmærksomme på det. På den måde kan dyrepasserne hurtigt undersøge, hvad der sker i anlægget, også hvis det foregår uden for åbningstid.

Er det et supplement til daglige observationer?

Ja, teknologien skal ikke erstatte dyrepassernes erfaringer og daglige observationer. Den skal supplere dem. Ved at kombinere dyrepassernes viden om dyrene med systematiske data fra Machine Learning kan vi opdage mønstre i adfærden, som ellers kan være svære at få øje på. På sigt bør AI og Machine Learning også kunne anvendes i arbejdet med anlægsoptimering, velfærdsmonitorering og yderligere forskning i specifikke arter.

Hvordan formidler I jeres forskning og naturbevarelse?

Resultaterne fra projekterne formidles blandt andet i videnskabelige artikler, som udgives i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Aalborg Zoo og de studerende bag projekterne. Samtidig indgår resultaterne løbende i vores formidling til gæsterne – gennem oplæg, rundvisninger, skiltning og vores digitale platforme. På den måde bliver forskningen ikke kun til ny viden i faglige tidsskrifter, men også til fortællinger og indsigter, som vores gæster kan møde i haven.

Du kan læse de udgivne studier om AI og Machine Learning her:

Tapir / Dværgflodhest / Edderkopabe / Rød panda

 

Få nyheder fra DAZA direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.

Vil du læse mere?

Når en orangutang får problemer med vejrtrækningen

Opsigtsvækkende syn i akvarie: Tre hunfisk bliver til hanner

4,3 millioner møder med naturen i zoologiske haver og akvarier