Når en orangutang får problemer med vejrtrækningen

Hvordan undersøger man egentlig lungerne på en orangutang? Og hvad gør man, når en sygdom både er sjælden, kompleks og stadig ikke fuldt forstået? I Aalborg Zoo blev orangutanghannen Pal i 2025 diagnosticeret med ORDS, og arbejdet med Pal indgår nu i den internationale vidensopbygning om sygdommen.

En central del af arbejdet i DAZA er samarbejdet mellem medlemsinstitutionerne om dyrevelfærd, forskning og naturbevarelse – og forløbet med Pal viser netop, hvordan veterinærfaglig ekspertise, træning af dyret og international videndeling går hånd i hånd, når komplekse sygdomme skal diagnosticeres og behandles.

ORDS står for Orangutan Respiratory Disease Syndrome. Sygdommen ses hos omkring 20 procent af orangutanger i menneskers varetægt verden over.

Tilstanden er kendetegnet ved gentagne infektioner i luftvejene, som over tid kan føre til bronchiektasis, en kronisk lungesygdom, hvor luftvejene bliver udvidede, fortykkede og beskadigede. Det gør det sværere for lungerne at transportere slim væk, hvilket kan føre til hoste, gentagne infektioner og vejrtrækningsproblemer.

Hvis infektionerne ikke kontrolleres, kan sygdommen i sidste ende være livstruende.

Man ved endnu ikke præcis, hvorfor nogle orangutanger udvikler sygdommen, mens andre ikke gør. Forskning peger på, at årsagen sandsynligvis er sammensat. Orangutangens særlige anatomi med store strubesække og bihuler kan gøre arten mere sårbar over for luftvejsinfektioner. Samtidig undersøges det i dag, om der også kan være en genetisk komponent i udviklingen af sygdommen.

Interessant nok er orangutanger den eneste menneskeabe – ud over mennesker – hvor denne type sygdom er dokumenteret.

Hos orangutangen Pal begyndte de første tegn i sommeren 2025. Dyrepassere og dyrlæger i Aalborg Zoo bemærkede, at hans strubesæk gradvist blev større og virkede tung, som om den indeholdt væske. Efter nogle måneder begyndte han også at vise symptomer fra de øvre luftveje, blandt andet næseflåd og lyde fra luftvejene – lidt som når mennesker er forkølede, har rallende vejrtrækning og tilstoppet næse.

Respiratoriske infektioner er relativt almindelige hos orangutanger, og i mange tilfælde er der blot tale om en forbigående infektion. Derfor var det afgørende først at finde ud af, hvor alvorligt Pal var påvirket, før en behandling kunne planlægges.

For at få et klart billede af sygdommens omfang var det nødvendigt at foretage en CT-scanning og tage en række prøver. Det krævede fuld bedøvelse og transport til et veterinært hospital.

Bedøvelse af en orangutang er en omfattende procedure. Dyret er stort og stærkt, og der skal tages mange sikkerhedsforanstaltninger, når et dyr af den størrelse skal transporteres ud af anlægget. Det indebærer en risiko for både dyret og personalet, og derfor kræver processen grundig planlægning.

Orangutanger er meget intelligente dyr, og i Aalborg Zoo arbejder man målrettet med frivillig træning. Derfor blev Pal hen over sommeren gradvist trænet til selv at acceptere en injektion med bedøvelse. På den måde kunne proceduren gennemføres med mindst mulig stress for ham.

Under bedøvelsen blev Pal transporteret til dyrehospitalet AniCura i Gistrup, hvor Aalborg Zoos dyrlæger gennemførte en omfattende undersøgelse i samarbejde med hospitalets personale. Det omfattede blandt andet:

• fuld klinisk undersøgelse af hele kroppen
• CT-scanning af luftvejene og resten af kroppen
• blodprøver og tests for infektioner
• prøver fra næse, luftrør og strubesæk
• drænage af pus fra strubesækken samt vævsprøve til mikroskopisk analyse

Undersøgelserne viste blandt andet, at Pal havde ophobet infektionspus i strubesækken samt tegn på mild bronchiektasis.

Tilbage i anlægget – mens Pal stadig var under bedøvelse – blev der foretaget et lille snit i bunden af strubesækken, så infektionen kunne drænes og området skylles. Åbningen blev efterladt, så den kunne fortsætte med at dræne i nogle uger. Efterfølgende blev Pal behandlet med en kombination af antibiotika i en måned, baseret på resultaterne fra bakterieprøverne. Samtidig begyndte han at træne en ny adfærd: at acceptere nebulisering – en behandling, hvor medicin eller saltvand indåndes som en fin tåge, så det når direkte ned i luftvejene (lidt ligesom når mennesker bruger en inhalator til astmamedicin).

I dag modtager Pal stadig regelmæssig nebuliseringsbehandling og en lav dosis antibiotika, som hjælper med at forebygge nye infektioner.

For Pal betyder indsatsen først og fremmest, at han i dag trives godt og fortsat bliver nøje fulgt af havens dyrefaglige personale. Fremover vil hans sygdom blive overvåget, så behandlingen kan tilpasses, og nye infektioner kan forebygges.

Arbejdet med Pal er sket i tæt samarbejde mellem dyrepassere, dyrlæger og eksterne specialister. Blandt andre har både humanmedicinske lungespecialister og zoo-dyrlæger fra Europa og USA bidraget til planlægningen og fortolkningen af resultaterne.
De biologiske prøver fra Pal bliver også gemt og delt via EAZA’s biobank. Her kan forskere få adgang til materiale fra både raske og syge dyr, hvilket er vigtigt i arbejdet med at forstå sygdommens mulige genetiske baggrund.

Den viden, der opbygges gennem sådanne forløb, kan få betydning langt ud over én enkelt zoo. ORDS forekommer også i rehabiliteringscentre i orangutangernes naturlige udbredelsesområde, hvor målet er at bringe reddede dyr tilbage til naturen. Jo bedre vi forstår sygdommen – og hvordan den kan behandles – desto bedre kan vi hjælpe orangutanger både i zoologiske haver og i naturbevarelsesprojekter.