Randers Regnskov forbinder Ecuador og Østjylland i kampen for naturen

DAZA’s stafet: Forskning og bevarelse i fokus

I stafetten fortæller DAZA’s medlemmer om forskningsresultater og arbejde med naturbevarelse. Denne gang har vi besøgt Randers Regnskov, hvor arbejdet med naturformidling og -beskyttelse spænder fra jaguarer i Sydamerika til strandtudser i Østjylland.

Randers Regnskov huser over 200 nøje udvalgte dyrearter – ambassadører for deres vilde artsfæller. Gennem udstillinger og formidling arbejder regnskoven for at skabe forelskelse i naturen hos sine gæster – en begejstring, der skal føre til handling.

Hvilke dyr arbejder I med lige nu?

Vores naturbevarelsesarbejde er særligt koncentreret omkring egne reservater i Ecuador – et af verdens mest artsrige områder. Her beskytter vi store områder af uberørt regnskov, hvor dyrene kan leve frit. Vildtkameraer dokumenterer en bemærkelsesværdig høj bestand af blandt andet jaguarer og den sjældne skovhund, som begge indikerer et sundt og uforstyrret økosystem.

I Danmark har vi fokus på at genoprette bestandene af strandtudse og løgfrø i Randers Kommune – arter, der tidligere var udbredte, men i dag er truede og afhængige af aktiv naturpleje.

Hvilket problem løser I med jeres forskning eller naturbevarelse?

Vi kombinerer formidling, forskning og konkret naturbevarelse. Sammen med Universitetet i Johannesburg har vi kortlagt cellestrukturen i skovhundens øje, og med Aarhus Universitet har vi været med til at beskrive to nye dyrearter.

Vi arbejder også sammen med kollegaer i DAZA om at udvikle evidensbaserede velfærdsprotokoller, som kan styrke dyrevelfærd i zoologiske haver globalt.

Samtidig sikrer vores arbejde i Ecuador og Danmark bevarelse af biodiversitet – og gennem udstillinger og formidling når vi ud til over 300.000 gæster årligt.

Hvordan formidler I jeres forskning og naturbevarelse?

Vores udstilling er vores stærkeste kanal. Her skaber guider dagligt begejstring og indsigt hos gæsterne. Vores skoletjeneste underviser årligt tusindvis af elever – fra børnehave til universitet – med forløb om bl.a. økologi, evolution og bæredygtighed.

Vi er også aktive på sociale medier og samarbejder med influencere for at nå nye målgrupper og skabe større synlighed for vores arbejde.

Hvem sender I stafetten videre til?

Vi sender stafetten videre til Givskud Zoo – en tæt samarbejdspartner, som deler vores passion for naturbevarelse og begejstringen for dyrenes vilde verden.

Få nyheder fra DAZA
direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.


Tilmeld dig

Vil du læse mere?

Dyr og natur i fokus – derfor deltager vi på Naturmødet

AI kan løfte dyrevelfærden i zoologiske anlæg yderligere