København Zoo hjælper klokkefrøen gennem forskning og avl

DAZA’s stafet: Forskning og bevarelse i fokus

I stafetten fortæller DAZA’s medlemmer om forskningsresultater og arbejde med naturbevarelse. I dette nyhedsbrev taler vi med København Zoo om arbejdet med opdræt af frøer og tudser, og hvordan fokus på deres levesteder kan være med til at sikre øget biodiversitet i Danmark. 

Zoologisk Have København er en af Danmarks ældste kulturinstitutioner med en historie, der trækker tråde helt tilbage til 1859. ZOO har omkring 1,3 millioner gæster årligt og rummer mere end 4.000 dyr fordelt på over 250 arter. Zoo har et overordnet formål om at passe på verdens dyr gennem et direkte arbejde med naturbevarelse og ved at øge gæsternes viden om dyr, så de tager større ejerskab i arbejdet med at bevare verdens biodiversitet.

Hvilke dyr har I fokus på lige nu?

Vi har fokus på mange forskellige forskningsprojekter på tværs af kloden. Herhjemme i ZOO har vi dog ekstra opmærksomhed på vores avlscenter, hvor vores padder – der har ligget på køl i vinterhi – er ved at vågne.

I Zoologisk Have på Frederiksberg opdrætter vi hvert år tusindvis af frøer og tudser, og vi er med til at etablere sunde levesteder, så de kan blive sat ud i den danske natur – til stor gavn for biodiversiteten.

Hvilket problem løser I med jeres forskning eller naturbevarelse?

Klokkefrøen (Bombina bombina) er gået stærkt tilbage i Danmark på grund af tab af levesteder og forurening.

Der er etableret ex-situ avls- og reintroduktionsprogrammer, men i løbet af det seneste årti har op imod 15% af avlspopulationen hvert år udviklet hydrocølom, som er en væskeophobning i kropshulen, der er dødelig.

Hos padder er denne kliniske manifestation ofte forbundet med tilstande, der påvirker urinvejene, huden eller lymfesystemet, men i dette tilfælde mistænkes leverskader at kunne være årsagen.

ZOO undersøger årsagen til problemet gennem retrospektive patologiregistreringer og molekylære metoder.

Hvordan formidler I jeres forskning og naturbevarelse?

Vores gæster har ikke umiddelbar adgang til avlscentret, så derfor er det vigtigt, at vi på alle tilgængelige eksterne platforme kommunikerer, at zoologiske haver også arbejder med naturbevarelse og biodiversitet.

Der bruger vi vores egne eksterne platforme som nyhedsbreve, Facebook, Instagram, LinkedIn – og selvfølgelig så ofte, vi kan komme i medierne med de budskaber. Desuden har vi lige nu en markedsføringskampagne, der sætter fokus på netop vores arbejde med at beskytte de danske padder.

Hvem sender I stafetten videre til?

Vi vil gerne sende stafetten videre til Randers Regnskov, for der har de altid gang i de vildeste ting (og mine børn plager altid for at komme derhen).

Få nyheder fra DAZA direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.

Vil du læse mere?

Randers Regnskov forbinder Ecuador og Østjylland i kampen for naturen

Dyr og natur i fokus – derfor deltager vi på Naturmødet