Stafetten: Fjord&Bælt er både akvarium og forsknings- og formidlingscenter

DAZA’s stafet: Forskning og bevarelse i fokus

I stafetten fortæller DAZA’s medlemmer om forskningsresultater og arbejde med naturbevarelse. Vi lægger ud med Fjord&Bælt til en snak om menneskeskabt støj, dyr trænet til frivillige undersøgelser og hvordan man fik 50.000 downloads på tværs af hele Europa. 

 

Hvilke dyr arbejder I med lige nu?
Vores forskningsprojekter omhandler primært vores marsvin og sæler, hvor vi samarbejder med danske og internationale forskere. Vi har blandt andet været med til at udvikle akustiske skræmmere, såkaldte pingers, der reducerer bifangst i fiskeri, og nu er lovpligtige i EU.

Vi undersøger effekterne af menneskeskabt støj – fra skibe, havvindmøller og sonarer – på dyrenes hørelse og levevilkår.

Marsvin bruger lyd til at orientere sig, finde føde og kommunikere. Derfor arbejder vi løbende på at undersøge, hvordan støj påvirker dem, så vi kan sikre en vidensbaseret lovgivning, der beskytter både dyrene og erhvervene. 

 

Hvilket problem løser I med jeres forskning eller naturbevarelse?
Marsvinene står overfor store udfordringer som følge af bifangst og undervandsstøj. Selvom pingers har haft stor succes, er bifangst stadig en trussel – især i Østersøen, hvor bestanden er faldet drastisk de seneste ti år.

Vi laver også grundforskning for at forstå den grundlæggende fysiologi, adfærd og velfærd for de store pattedyr, som lever i de danske farvande, og som kan være med til at udvikle teknologier og redskaber til forskning på vilde dyr i naturen.

Der bliver desuden ført en omfattende biomonitorering, som giver et kæmpe datasæt, som myndighederne kan bruge til naturovervågning og som reference i studier i vilde bestande.

 

Hvordan formidler I jeres forskning og naturbevarelse?
Hos Fjord&Bælt kan gæster ofte opleve forskningen til de daglige træninger, hvor vi samtidig forklarer om vores forskningsprojekter. Dyrene trænes til at deltage frivilligt i forsøg og sundhedstjek, hvilket sikrer trivsel og muliggør præcise målinger. 

Vi har også en ambitiøs skoletjeneste og deltager i udviklingen af undervisningsmaterialer til skoler. Senest har vi udgivet en gratis inspirationsbog til lærere i hele Europa, som er blevet downloadet over 50.000 gange.

Hvem sender I stafetten videre til?

Vi sender stafetten videre til Københavns Zoo. Vil vil gerne høre, hvad de har gang i af spændende projekter.


Få nyheder fra DAZA
direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.


Tilmeld dig

Vil du læse mere?

Hvordan ved man, om en præriehund trives?​

GPS i pelsen: Nyt sporingsprojekt skal give bedre viden om isbjørne