Direktørportræt: Rasmus S. Nielsen, Givskud Zoo

Direktørportræt: Rasmus S. Nielsen, Givskud Zoo

Hvad driver en DAZA-direktør – og hvorfor er jobbet så vildt? Vi spørger adm. direktør Rasmus S. Nielsen, Givskud Zoo

Hvor længe har du haft jobbet?
Siden 1. maj 2024.

Uddannelse/baggrund?
Cand.scient. (biolog)

Hvorfor valgte du jobbet?
Fordi her kan jeg arbejde i naturens tjeneste, arbejde med ledelse og være i en attraktion, der hvert år formidler for og begejstrer mere end 400.000 besøgende om vores vidunderlige natur.

Hvad gør dig mest stolt i dit daglige arbejde?
Når vi gør, som vi siger! At vi er en virksomhed, som tager ansvar for natur, klima og samfund. Vores naturfond donerer årligt cirka 2 mio. kr. til naturbevarelse verden over. Vi er certificeret som Green Attraction og bæredygtighed fylder meget hos os. Vi tager også socialt ansvar – når vi formidler til omkring 10.000 elever årligt og som en arbejdsplads, der er rummelig, sætter stort fokus på trivsel, og anerkender, at alle ikke passer ind i de samme kasser.

Hvad gør dig mest glad i dit daglige arbejde?
Når mine mange kolleger lykkes med deres opgaver, og jeg ser dem være stolte over at være med til at løfte vores formål gennem deres arbejde – at give naturen en håndsrækning i svære tider.

Hvad er det største og mest fremtrædende fremskridt gennem tiden for zoos/akvarier?
Skridtet fra vilde dyr i små bure til dyr i komplekse anlæg med mange muligheder for at udvise deres naturlige adfærd er kæmpestort. Vi skal tænke endnu mere over at tilbyde komplekse sammensætninger af dyr i vores anlæg, der stimulerer interaktioner på tværs af arter – præcist som i naturen.

På mange måder synes jeg, at mange zoologiske haver er meget innovative og ansvarlige. Både i forhold til dyrevelfærd, gæsteoplevelser, bæredygtighed, formidling og forskning, og ikke mindst bevarelse! Men vi må aldrig holde op med at være nysgerrige på at forbedre os. Nu arbejdes der meget med velfærdsvurderinger, og med AI som en mulig hjælper til at analysere data, tror jeg, der kan ske meget på dette felt.

Hvad er det største højdepunkt i din (zoo) karriere?
Det er nok da jeg var ansvarlig for opførelsen af et af Europas største elefantanlæg i Knuthenborg Safaripark, der skulle pensionere fire cirkuselefanter. Eller da jeg fik at vide, at jeg skulle være direktør i Givskud Zoo. Begge dele er jeg meget stolt over.

Hvad kan man gøre for at passe bedre på naturen/biodiversitet?
Spis mindre rødt kød, køb flere økologiske planteproteiner, brug mindre strøm og vand og lad haven stå lidt mere vild. Gør mere af det, vi ved virker, men vi synes, er lidt træls for vores egen tilværelse! Begynder vi alle at gøre mindre af de ting, vi ved har en stor negativ effekt på naturen og klimaet, vil det være en rigtig god start.

Jeg vil opfordre alle forældre til at sikre, at deres børn ikke får en opvækst, hvor de er distanceret fra naturen, men derimod en med nære relationer til naturen. Forældre har et kæmpe ansvar for at sikre, at de næste generationer alle bliver små naturhelte, der er modige nok til at træffe det rigtige valg for naturen og klimaet.

Har du lidt ekstra på kistebunden, så donér til en anerkendt organisation, der virkelig gør en forskel for naturen, såsom organisationer der opkøber jord til at genoprette natur. Der findes rigtig mange organisationer med fagspecialister, der er meget bedre end de fleste til at træffe gode beslutninger for naturen. Stol på dem.

Hvilket dyr finder du mest fascinerende?
Generelt er jeg betaget af alle dyr. Af Givskud Zoos dyr er det savannebøflen. Frygtløs og vil gøre alt for at beskytte sin flok. Det må man sige er nobelt. Skal jeg vælge et dyr, der ikke er i parken, er det vandrefalken. Verdens hurtigste dyr med en tophastighed på mere end 350km/t jager den uset fra højderne. Den er udbredt over hele kloden på nær på polerne, hvilket må være udtryk for exceptionel tilpasningsevne – det er jo i sig selv fascinerende.

Få nyheder fra DAZA direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.

Vil du læse mere?

Direktørportræt: Jesper Stagegaard, Ree Park Safari

Direktørportræt: Henrik Herold, Randers Regnskov