Direktørportræt: Heiko Buch-Illing, Fjord&Bælt og Naturama

Direktørportræt: Heiko Buch-Illing, Fjord&Bælt og Naturama

Hvad driver en DAZA-direktør – og hvorfor er jobbet så vildt? Vi spørger administrerende direktør Heiko Buch-Illing, Fjord&Bælt og Naturama

Hvor længe har du haft jobbet?
Siden 1. oktober 2024.

Uddannelse/baggrund?
Jeg er uddannet Verwaltungsfachangestellter (tysk administrationsuddannelse), Falckredder, Cand.scient. Biologi fra Aarhus Universitet og har en diplomlederuddannelse fra UCSyd.

Hvorfor valgte du jobbet?
Der er mange gode grunde til det. Det føles som at komme hjem til en branche, som er superinspirerende, spændende og i en rivende udvikling. Jeg har fornemmelsen af, at vi gør en kæmpe forskel på rigtig mange niveauer, særligt i forhold til styrkelsen af naturdannelsen i samfundet. Vi kan samle, formidle og gå i dialog med hele samfundet og måske være med til at nedbryde ekkokamre, der har tendens til at polarisere en faglig og samfundsmæssig udvikling, der i en svær tid prøver at finde løsninger på store udfordringer.

Hvad gør dig mest stolt i dit daglige arbejde?
Både at se begejstringen og fascinationen i øjnene på gæsterne, når vores dygtige medarbejdere skaber de bedste rammer for en god og lærerig oplevelse, og føle engagementet og nysgerrigheden, når vi går i dialog med vores gæster om, hvordan vi i fællesskab kan skabe mening i en kompleks verden.

Hvad gør dig mest glad i dit daglige arbejde?
Når mine medarbejdere møder ind med et smil på læben og er klar til at gøre en forskel for gæsterne, for hinanden og for vores fremdrift.

Hvad er det største og mest fremtrædende fremskridt gennem tiden for zoos/akvarier?
At vi gennem tiden har formået at blive ved med at være en vigtig samfundsaktør, ikke kun med afsæt i det vigtige avlssamarbejde vi er enormt dygtige til, men også med hensyn til styrkelsen af naturdannelsen i samfundet og den løbende dialog om vores syn på og relation til naturen.

Hvad er det største højdepunkt i din (zoo) karriere?
Der er mange. Et af dem er at have dykket sammen med sandtigerhajerne i den tropiske hajtank på Kattegatcentret, da jeg arbejdede der for snart rigtig mange år siden.

Hvad kan man gøre for at passe bedre på naturen/biodiversitet?
Samfundsmæssigt vil det nok være en god idé at skabe de bedste rammer for at alle mennesker kan skabe en god relation til naturen. Det kan gøres på mange måder, for eksempel ved at besøge et akvarie eller et zoologisk anlæg.

Hvilket dyr finder du mest fascinerende?
Pukkelhvalen.

Få nyheder fra DAZA direkte i din indbakke

Ved tilmelding til DAZAs nyhedsbrev vil du modtage nyheder og artikler direkte fra DAZA. Nyhedsbrevet kan til enhver tid afmeldes ved at følge linket i bunden af mailen.

Vil du læse mere?

Direktørportræt: Jesper Stagegaard, Ree Park Safari

Direktørportræt: Henrik Herold, Randers Regnskov