Bestanden før individet

Bestanden må gå forud for individet

Det kan virke paradoksalt når en zoologisk institution afliver et raskt dyr, men der ligger gode grunde bag ⁴. International Union for Conservation of Nature anslår at svimlende 1 mio. dyre- og plantearter er truet af udryddelse³. DAZA-institutioner deltager aktivt i det internationale avlssamarbejde², der tager sigte på at bevare truede arter for eftertiden gennem nøje kontrolleret opdræt baseret på genetisk forskellighed. Det handler om at sikre at dyrebestandene er stabile, og at deres genetiske variation forbliver så stor som muligt. I dét arbejde er fokus nødt til at ligge på bestandene, uden dog at gå på kompromis med velfærden for det enkelte individ.

Dyrs forventede levealder har været brugt som argument både for og imod zoologiske anlæg. Forskere anførte i 2008 at elefanter levede længere i naturen end i zoologiske haver¹. Det blev brugt som argument imod zoologiske anlægs hold af dyr. For nyligt har større undersøgelser vist at de fleste arter lever længere i zoologiske haver ^{6, 7}, end i naturen, og andre har brugt dette som argument for zoologiske anlægs berettigelse. DAZAs holdning er klar: livskvalitet er vigtigere end livskvantitet, altså: Et godt liv er vigtigere end et langt liv.

For at udleve missionen om at bevare truede arter må DAZA-institutioner indimellem træffe svære valg, hvor raske dyr aflives for at sikre genetisk stabile bestande og god dyrevelfærd. Selvom det kan lyde paradoksalt, sikrer aflivning af raske dyr bæredygtige bestande. Man kan ikke slukke for opdræt (f.eks. ved prævention eller adskillelse af kønnene) og forvente bare at kunne tænde senere⁵. Hvis ikke dyr regelmæssigt formerer sig, risikerer man at bestandene kollapser. Hos mange dyr (f.eks. hjorte, antiloper, giraffer, løver etc.) lever én han sammen med mange hunner i et harem-system. Alligevel fødes typisk lige mange hanner og hunner. For at have nok hunner må man derfor opdrætte flere hanner, end der umiddelbart er brug for. En vis andel af de ”ekstra” hanner skal gemmes som genetisk reserve, men andre må typisk aflives for at skabe plads til ynglende hunner. For begge køn kan uventede problemer støde til, og det er derfor afgørende at man arbejder med et vist overskud i avlen⁴. Aflivning af raske dyr er også en effektiv måde at øge dyrevelfærden: Under beskyttede forhold, hvor føden er sikret, sundheden er i top og dyrene er i sikkerhed for rovdyr, er det af afgørende betydning at dyrene har noget meningsfyldt at foretage sig. Der arbejdes avlssamarbejde², der tager sigte på at bevare truede arter for eftertiden gennem nøje kontrolleret opdræt baseret på genetisk forskellighed. Det handler om at sikre at dyrebestandene er stabile, og at deres genetiske variation forbliver så stor som muligt. I dét arbejde er fokus nødt til at ligge på bestandene, uden dog at gå på kompromis med velfærden for det enkelte individ.

intensivt med adfærdsberigelse i form af aktiviteter, gemt foder og træning, men den bedste og mest naturlige måde at opfylde dyrenes behov på er at give dem mulighed for at yngle.

Det vil som udgangspunkt være ønskværdigt at al afkom kan indgå i avlsarbejdet, men af ovenstående årsager kan aflivning blive nødvendigt. Det tilstræbes i så fald at aflivninger foretages på det tidspunkt, hvor afkommet naturligt ville forlade forældrene, deres sociale gruppe, hvilket typisk er det tidspunkt hvor dyrearten naturligt oplever den største dødelighed.

Da kapacitet og ressourcer indlysende er begrænsende faktorer i de zoologiske anlæg, må arbejdet med avlsprogrammer og bestande ikke begrænses af hensynet til individuelle dyr, der enten ikke har genetisk værdi eller reproduktivt potentiale.

Det kræver kontinuert dynamisk udskiftning af individer at sikre dyrebestandene for eftertiden. Vi er nødt til at sikre et vist overskud af dyr for at undgå kollaps af bestandene, for i naturbevarelse er det eneste alternativ til et overskud af dyr et underskud.